"D'Alberts tanker var så bedrøvelige, som en ung mands tanker kan være en høsteftermiddag ved femtiden i skumringen, medens han lytter til en ret skarp blæsts susen og ser på skelettet af en parykløs skov. (... her følger en passage hvor han på højst overfladisk manér overvejer at begå selvmord ...) Han drev sin fortvivlelse så vidt, at han ville forny forholdet til kvinder, som han fandt ganske utålelige (...) Til sidst bestemte han sig til noget langt frygteligere, at skrive et brev til.Oh seksdobbelt idiot!
Han var kommet så vidt i sine overvejelser, da han følte en hånd dale ned på sin skulder som en lille due, der sætter sig på et palmetræ. - Sammenligningen halter lidt, da d'Alberts skulder kun har ringe lighed med et palmetræ; det er ligegyldigt, vi beholder den af ren orientalisme. (...) Hvem blev forbavset? - Hverken De eller jeg, for De og jeg har længe været foreberedt på denne fortsættelse, men det blev d'Albert, der aldeles ikke ventede den. - Han udstødte et lille overrasket skrig midt mellem oh og ah. Dog har jeg vægtige grund til at tro, at det var nærmere ved ah end ved oh."
Der er intet som litteratur, der vrænger af sig selv.
Afsnittet er taget fra Théophile Gautier's roman Mademoiselle de Maupin (1833) om en forførisk hermafrodit. Det er i øvrigt tydeligt at børne- og ungdomsforfatterinde Maria Gripe har hentet skabelon til sin Skyggeserie her: Kønsrollernes udfordring, mand om dagen, kvinde om natten, den forelskede Albert, den forelskede Rosilda (her Rosette) og så videre. Gautier lader hermafroditten Mademoiselle de Maupin/Théodore (endnu en navnereference) her fortælle: "Jeg har et tredje sær-køn, som man endnu ikke kan kalde ved navn: Det er højere eller dybestående, mere mangelfuldt eller mere fuldkomment..."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar