Bekendelse:

Der er meget farligt inde på magasinet, hvor jeg nogen gange arbejder. Marc Jacobs er altid på vej tilbage. Det er den samme 80'er reggae fra itunes hver gang, og prøv at hør her: Det er så meget, der aldrig går af mode. Vi var til en åndssvag fest på det kongelige teater, fordi der kommer et dansk Elle på mandag. Og hvor er der dog smukt på det kongelige teater! Der er så RØDT og GYLDENT over det hele. Dj'en tronede bag pulten, cocktails med passionsfrugt, og i goodiebag'ens mørke lå der lavendelbalsam og en sort silkeundertrøje. Det var dybt deprimerende. En 15-årig blond modelpige spurgte mig, hvad jeg lavede der. Fuck hvor man kender deres latexgamacher, og nogen gange hader jeg virkelig mig selv for at være så god til at tage farve efter et miljø. Er de fleste ikke fuldstændigt ligeglade med Susanne Rützou?
Det er intet som en branchefest og et tvungent journalistisk opkald til Uffe Buchard og Andrea Elisabeth Rudolph, hvis jeg skal slås ud af kurs. Det er sådan noget, der får mig til at mene, at jeg aldrig forelsker mig igen. Det kongelige teater bliver en art Herman Bangsk scene, fra Stuk. Skal vi drysse et fint lag støv over de dumme lysekroner? Skal vi lade en svag lugt at bræk blande sig med toilettets duftlys og Lanvins lyserøde parfumeflakon? Ja, skal vi ikke?!
Albert Elbaz. Albert Elbaz. Azzedine Alaïa, Chloë Sevigny, Chloë Sevigny, Chloë Sevigny. Jeg har brug for en form for udrenselse. De dansede ikke. Perleknappen på en god kollegas skjortebryst plirrede i lyset som et sort griseøje, sådan en lille hypnotiserende knop, jeg stod udeltagende med min drink i hånden og stirrede og stirrede på knappen, indtil der ikke var andet end det åndssvage punktum.
Det bliver sværere og sværere at opretholde en romantisk forstilling om noget som helst, poesien inklusive. Nu gider jeg ikke skrive mere om det.