Det glitrede blad Cover har bedt mig om at skrive et essay... om "min generation". Det er en ret umulig opgave, specielt eftersom man plejer at sige, at en generation skabes fra 25-35 årsalderen - det tidspunkt hvor man normalt formerer sig - og jeg kun er 22 samt barnløs. Jeg har tænkt på noget med opvækst i overflod og et meget abstrakt forhold til sin kassekredit, altså ingen fornemmelse af et dyb under sig, man kan sluges af. Til gengæld en følelse af vægtløshed, rastløshed og facebookstatus. Jeg har også tænkt, at der er utroligt mange der har Cheap Monday jeans. Jeg ved ikke, om det har nogen betydning. Børn født i 80'erne (ca. 1979-1990) er danmarkshistoriens mindste årgang. Vi er 60.000 i alt, det er derfor, det virker som om, at alle kender alle, for det gør vi. Til sammenligning udgør pensionister eller pensionsmodne samfundsborgere 60% af befolkningen. (En evt forklaring på DFs fremgang?) Tallene har jeg fra Dansk Statistiks hjemmeside. I USA kalder de omtalte generationen for Generation Y, selvom der er ret stor uenighed om hvorvidt det gælder generationen fra 70'erne til midten af 80'erne eller det næste kuld. Jeg synes det er et ret åndssvagt navn, jeg ved i det hele taget ikke hvordan jeg har det med generationstanken. Specielt inden for litteraturen og kunst som sådan, men det er måske en anden snak. Hvad synes I? Generation hvad?
lørdag den 14. februar 2009
Generationstanke
Det glitrede blad Cover har bedt mig om at skrive et essay... om "min generation". Det er en ret umulig opgave, specielt eftersom man plejer at sige, at en generation skabes fra 25-35 årsalderen - det tidspunkt hvor man normalt formerer sig - og jeg kun er 22 samt barnløs. Jeg har tænkt på noget med opvækst i overflod og et meget abstrakt forhold til sin kassekredit, altså ingen fornemmelse af et dyb under sig, man kan sluges af. Til gengæld en følelse af vægtløshed, rastløshed og facebookstatus. Jeg har også tænkt, at der er utroligt mange der har Cheap Monday jeans. Jeg ved ikke, om det har nogen betydning. Børn født i 80'erne (ca. 1979-1990) er danmarkshistoriens mindste årgang. Vi er 60.000 i alt, det er derfor, det virker som om, at alle kender alle, for det gør vi. Til sammenligning udgør pensionister eller pensionsmodne samfundsborgere 60% af befolkningen. (En evt forklaring på DFs fremgang?) Tallene har jeg fra Dansk Statistiks hjemmeside. I USA kalder de omtalte generationen for Generation Y, selvom der er ret stor uenighed om hvorvidt det gælder generationen fra 70'erne til midten af 80'erne eller det næste kuld. Jeg synes det er et ret åndssvagt navn, jeg ved i det hele taget ikke hvordan jeg har det med generationstanken. Specielt inden for litteraturen og kunst som sådan, men det er måske en anden snak. Hvad synes I? Generation hvad?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Inden for kunsten har jeg det ok med generationssnak. Dem, der laver den, taler jo med hinanden, når de mødes, og det sker der vel noget ved.
Det er værre med de 60.000 fødte mellem 79 og 90. Det er fanme da mange at skulle identificere sig med. Der er selvfølgelig nogle fællesnævnere, men jeg keder mig som regel i vildskab, når der bliver sagt ting som "I/vi tilhører en generation, der aldrig har kendt til grænser / defineret et oprør / drukket kaffe uden mælk /lært af tidligere generationer /fundet på noget selv / prøvet storebæltsfærgerne osv".
Det er mest kedeligt, når det er en inde fra generationen, der er kommet i definitionshumør. Som regel er det en røver, det er lidt det samme som at sige "kender du ikke godt det?", når man gerne vil tale om sig selv på en inkluderende måde. Det er unødvendigt.
Men også lidt spændende. Jeg kan selv godt lide at tænke på og tale om mine kvaler og nykker som fælles og generationsspecifikke. Især ift. politik, som jeg har det besværligt med. Jeg kender ingen midaldrende, der har den samme småapatiske skepsis, som vi er flere om at døje med til ungdomsgilderne. Midaldrende i store forsamlinger råber hørt! og protest! og: vi må gøre noget! og så nedsætter de et udvalg. Og nogle gange ender det lidt fjollet, som om de ikke kan, eller ikke synes, det er værd at bruge tid på at se, hvordan situationen er indviklet. Det synes jeg så typisk, at jeg kan. Og så sidder jeg der så kvikt og kritisk og bekymrer mig det bedste, jeg har lært. Jeg ved ikke, om det er et generelt problem. For vores generation (bla bla bla).
uha, det er et vanskeligt tidspunkt at skulle skrive om "os" som samlet generation - indtil videre er vi jo ikke blevet testet.
men vi kan da godt nå et oprør - hvis nu vi om tre år når mange af os skal ud på arbejdsmarkedet,står med et velfærdssamfund i laser (tak til anders fogh) og en uovertruffent høj arbejdsløshed?
jeg synes nu godt man kan tale om nogle væsentlige fællestræk for de 60.000 - jah okay, vi er INDIVIDER - det bilder vi os i hvert fald ind, sådan er tiden jo. Men den danske befolkning er nu engang en af de mest homogene i hele verden - og netop dét og de problemer det skaber i forhold til indvandrere og globalisering er da et vilkår vi allesammen deler, og uanset hvor apatisk indstillet man er overfor politik så er det noget alle, i hvert fald alle der bor i en større by, bliver konfronteret med og presset til at tage stilling til. det gør vi måske på forskellig vis. men det synes jeg nu ikke er så udpræget - de fleste har en for-eller-imod-reaktion.
og hvad med medieforbrug? vores er en første generation der tager internettet for givet - se nu denne her blog - og som du nævner olga - facebook - det præger da os allesammen?
- bare mine mandags-morgentanker:-)
Jeg synes det er svært at tage stilling til vores "generation", fordi den synes mere splittet end nogensinde. Vi har ikke som de tidligere generationer haft en decideret krise, vi har ikke haft noget vi kunne samle os om, noget vi blev nødt til at samle os om, på samme måde som de tidligere generationer, det være sig ungdomsoprør såvel som økonomiske kriser og arbejdsløshed. Men måske kan den nuværende økonomiske krise sætte gang i noget, hvem ved det er svært at sige på nuværende tidspunkt da beskæftigelsen først lige er begyndt at stagnere. Derudover er det svært for mig personligt at sige noget om generationtanken da man jo ikke må glemme at vores generation er et resultat af den tidligeres erfaringer og bedrifter. Eftersom mine forældre primært knytter sig til den forlængst svundne 68-generation, føler jeg mig på mange måder sat tilbage i forhold til mange af mine jævnaldrene. Og da den nuværende generation netop trækker tråde tilbage til de foregående generationer, kan disse tråde være trukket i mange retninger mht. hvilke samfunds- og individualitetstanker man gør sig. Man skal ikke undervurdere hvordan den stigende og meget desto hurtigere informationsstrøm, tror jeg, har gjort vores generation en anelse forvirrede. Dagsorderen i medierne skifter konstant fokus og det føles som om man hele tiden bliver informeret om nye internationale konflikter og spørgsmål der gør det svært at engagere sig med mindre man har gjort det til sit primære interesseområde at engagere sig i sådanne spørgsmål. Udbuddet af tilbud der vil fange de unges interesse og måden de bliver formidlet på gør det også sværere og sværere at gennemskue hvorvidt et nyhedsindslag om en nuværende problematik er ligeså interessant som en reklame for en ny parfume der vil løse alle ens egne problemer.
I det hele taget synes jeg det er en meget uhåndgribelig tid vi lever i hvor love og forslag altid kan bøjes og intet synes konstant. Men måske er det netop det der kendetegner vores generation, at intet på forhånd er fastlagt.
Send en kommentar