Oprejst

"Her mødtes vi og fandt hinanden
samme stund, leved sagte sammen
den ene korte nat du laante mig.
Jeg kan endnu se dig gaa ind
under de nøgne træer
for at møde mig der. Men solen lyste
snart i den vege underskov, trak
firben og snoge ud af mørket
til de rebende frøer og lyngen.

Solen brød hvor afsked, trættede
og skilte vore lemmer, tørred sveden
til en skorpe. Oppe over træerne
var vi dog stadig sammen.
Først sent fandt vi os groet fast
i en jordisk vinter, kvæstede,
men for bestandig usaarlige.

Først sent belyste du mit skibbrud,
mine endeløse strandinger imod din kyst.
Men da stod jeg allerede på bunden af mig selv,
oprejst modstod jeg dit lys."