torsdag den 28. februar 2008

Piratoplæsning

Orv ja, jeg har næsten glemt at sige, at der er piratoplæsning i morgen, fredag d. 29, kl 20.00. Der er på Vesterbro i kollektivet Lulitta Invest, Valdemarsgade 26, 1. Det hele startede i kommentarafdelingen på Mads Eslunds blog engang i januar, og er siden eksploderet i hænderne på ham.

Information kommer også og laver en reportage, og det har jeg det lidt ambivalent med. Det er fint med limelight til litteraturen, men jeg synes det er alt for tidligt i processen. Det er meningen at piratoplæsningerne skal være umiddelbare og forholdsvis spontane (så meget det nu kan lade sig gøre). Desuden er der ingen, der ved hvilken energi og hvilket slags forum, der opstår til den her oplæsning, og at få et medie indover inden projektet overhovedet har defineret sig selv udhuler det en smule og undergrunden går fløjten. Men altså, man siger vel heller ikke nej til information, når de sådan ringer og spørger, eller gør man? Jeg ved det ikke.

I bund og grund handler det jo også om litteraturen. Harald Voetmann, Kristian Bang Foss, Lars Frost, Kristina Nya Glaffey, Palle Sigsgaard og Katinka My Jones læser op, og det er dejligt.

Ps. Drikkevarer medbringer man selv.

Kærlig hilsen Olga

Ingen kommentarer: