Else Marie Pade

I dag var der et fordrag på Testrup Højskole med Else Marie Pade, 87 år, der berørte mig helt vildt. Det er svært at forklare, men hun er virkelig en helt. Havde fra spædbarnsben til 13-årsalderen en nyresygdom, der holdt hende i sengen det meste af tiden. Børnene på gaden kaldte hende 'Fangen'. Det meste af tiden brugte hun på at fantasere om eventyr og Shakespeare, spille klaver efter gehør (hun var det meste af tiden meget imod at lære noget), og i det hele taget drømme sig væk i en verden hun syntes var bedre end den, de andre børn legede i. Da sygdommen var overstået overlevede hun i skolen på at spille sange i frikvarterne og bl.a. klæde de udstoppede fugle i biologi ud i dukketøj, når lærerne kiggede væk. I sine teenageår blev hun en del af modstandsbevægelsen, og da Pade var 19 fangede Gestapo hende. Hun forsøgte først at flygte ned ad køkkentrappen med et par mælkeflakser som alibi. Efterretningstjenesten satte hende i enecelle og torturerede hende voldsomt, fordi hun nægtede at sige andet end, at hun hentede mælk til sin gigtplagede spillelærerinde. På det tidspunkt havde Pade levet et meget beskyttet liv, fordi forældrende altid var bange for at hun skulle blive syg igen. En aften kastede hun op på kommandantens skrivebord og fik en ordenligt omgang af soldaterne. Efterfølgende lå hun sammenkrøbet i cellen, træt og tæt på at give op. Men så kom hendes engle, hendes eventyrvæsener og komponister ind i cellen. Og engelens vinger baskede de små dæmoner væk, og der var en melodi, som fik Pade til at beslutte, at hun skulle beskæftige sig med musik resten af sit liv, koste hvad det ville. Hun ridsede noderne til melodien ind i pudset på fængselsvæggen, og så kunne hun huske det. Da komandanten opdagede det tiltog torturen i styrke, og Pade gik i sultestrejke. Det gjorde hun indtil fængselsvogteren kravlede ind til hende med et stykke lagkage og sagde: "Du skal spise noget. Du ligner fuldstændig min datter, der lige er død i Hamborg. Du bliver nød til at spise noget.". Både Pade og fængselsvogteren var klar over, at han ville få hugget hovedet af, hvis det blev opdaget. Dagen efter fyldte Pade hullerne i væggen med tandpasta og pudsrester og kaldte på komandanten for at vise ham det. Han sagde at alt var tilgivet, og at han nu endelig forstod at hendes historie havde været rigtig hele tiden, han var nemlig selv musiker, og tillod at Røde Kors sendte hende et nodeark, hun kunne skrive sin musik i. Pade kommer senere i en lejr (her blive historien en smule sløret) med andre fanger og sang hver aften trestemmigt kor med en lille gruppe kvinder, så de kunne gå rolige til sengs. Efter krigen samlede hele lejren penge ind, så hun kunne gå på Musikkonservatoriet. Her blev hun vanvittig optaget af elektronisk musik og tog til Paris i tide og utide for at opsøge og arbejde med pionerer indenfor området. Sangen hedder "Du og jeg og stjernerne er venner", og hun spillede en optagelse for os, hvor hendes (voksne) søn sang. Jeg havde tårer i øjnene det meste af tiden.